Hvis man har en mening betyder det, at man har en opfattelse eller holdning til noget. Der er forskel på opfattelse og holdning, idet opfattelse er noget flygtig, der kan ændres hen ad vejen, hvorimod en holdning er en del af ens personlighed.
Man er nødsaget til at have en holdning, det gør det lettere at træffe beslutninger i givne valgsituationer, som tilværelsen byder på. Hvis man står i en ny valgsituation, tvinges man til at indtage en holdning for at kunne træffe et valg. Hvis man ikke vil vælge, er det også et valg, at man lader andre vælge for sig i stedet.
Det ligger i ordet holdning, at det også kan blive til en begrænsning hos den person som indtager holdningen. Hvis personen ikke vil se det reelle forhold og eventuelt danne sig en ny opfattelse eller ny holdning på længere sigt, kan det give anledning til mange stridigheder med personer, som har andre holdninger.
Det er vigtig at have en holdning til ikke alting, men til det som grundlæggende betyder noget. Og at kunne træffe de nødvendige valg. Hvis man har en grundholdning, som er en del af ens identitet, kan man nemmere udvikle nye holdninger og meninger. Det at have en holdning giver livet mening og det giver grobund for kommunikation med andre mennesker.
Jeg oplever tit tilsyneladende holdningsløse mennesker. Det kan være enten fordi de ikke har en holdning eller også vil de ikke give deres holdning til kende.
Hvorfor er der nogen mennesker, som ikke har en holdning eller ikke vil give den til kende?
Her er nogle eksempler:
Man hører tit politikere sige at det eller det »kan jeg ikke udtale mig om på stående fod.«
Jens Otto Krag udtalte de meget kendte ord: ”Man har en holdning til man tager en ny”.
Hvis der er et eller andet, man ikke har en afklaret holdning til, så siger man gerne at man vil "sove på det".
Tingene sker jo alligevel, uanset hvad man mener om dem. Magthaverne gør hvad der passer dem og skaffer sig af med dem, de ikke bryder sig om. Sådan er det, og det kan man ikke ændre på. Engang kunne man, men den tid er forbi. Nu gælder det at bruge sin sunde fornuft og holde sin kæft.
Det er simpelt hen sund fornuft at være holdningsløs, og hvis man absolut vil mene noget, kan man jo altid gøre det diskret og hensynsfuldt som politisk forbruger.
Man er simpelthen bange for om holdningen ”passer ind”. Hvis man får sagt noget forkert, vil man så blive hånet, set ned på eller frosset ude. Selv om det for længe siden blev formaliseret i menneskerettighederne, at der er ytringsfrihed for alle levende individer så eksisterer der en kraftig undtagelse, som hedder Janteloven. Den som tør stikke hovedet op af gryden er en modig og stærk mand.
Holdningsløshed er kujonagtigt, men mange gange kører den kujonagtige lige den ekstra mil længere end den stædige og konsekvente. Hellere smart og levende end død og bagklog.
Er tiden virkelig moden til helt at afskaffe holdninger. Holdninger skaber i værste fald ufred og er i bedste fald spild af tid. Verden går sin skæve gang, uanset hvad.
Eller er det tiden, hvor vi skal have et meningsfyldt og spændende liv, hvor vi ”risikerer” mere og vinder mere både indadtil og udadtil. Hvor vi tror på os selv og det vi repræsenterer.
Fællesnævneren for mennesker med eller uden mening er, at der altid vil blive truffet de nødvendige valg. Forskellen er, hvem der gør det. Træffer man selv sine egne valg, bliver man ret sandsynligt et tilfreds og glad menneske. Lader man andre gøre det er det helt sikkert, at man bliver utilfreds på et tidspunkt.
Så hvad er bedst; At svømme mod strømmen og kæmpe eller at flyde sammen med de døde fisk?
