Mu'amara i Mellemøsten

Intet er, hvad det tager sig ud for at være og intet sker tilfældigt. Det er det underliggende tema i en sammensværgelsesteori, hvad enten det er X-files' væsener fra det ydre rum eller de storpolitiske forhold i Mellemøsten, som er på dagsordenen.

Konspirationsteorier opstår i et demokratisk tomrum, hvor man reelt ikke ved, hvad der sker, og hvor man ikke har politisk indflydelse. De opstår i lukkede og hierarkiske politiske systemer. Teorierne er befolkningens kreative svar på et demokratisk underskud, og så er teorierne også udtryk for en selvforståelse, hvor man ser sig selv som ofre og dermed fralægger sig ethvert ansvar.

Sammensværgelsesteorier florerer i hele verden, men de synes specielt fremtrædende i Mellemøsten:

1) Blandt palæstinensere, der flygtede til Vesten i 1980'erne var det almen "viden", at man ikke skulle søge asyl i Canada og USA, fordi de lande havde lavet en aftale med Israel om at give alle palæstinensere asyl. Dermed kunne Israel hurtigst muligt rydde Palæstina og overtage magten.

2) Det har været en udbredt forståelse blandt mange iranere, at Khomeini blev bragt til magten med hjælp fra både England, Frankrig og USA. Den islamiske revolution var simpelthen et plot fra Vesten for at undergrave Iran.

3) Det er en udbredt konspirationsteori, at prinsesse Diana blev dræbt af MI6, fordi hun potentielt var ved at gifte sig med en muslim. Englands kommende konge skulle ikke have en muslimsk stedfar.

4) Angrebet på Afghanistan var det første led i en verdensomspændende bekæmpelse af islam.

5) Konspirationsteorien om zionisternes skjulte dagsorden, mener de fleste arabere, kan konstant verificeres i Israels fremfærd overfor palæstinenserne.

6) Da den iranske premierminister Mosaddeq i 1953 forsøgte at nationalisere den iranske olieindustri, blev han faktisk kuppet af CIA og MI6 i forening - hvorfor skulle de så ikke også stå bag Khomeinis islamiske revolution?

Konspirationsteorierne er den forklaringsmodel, som magthaverne griber til, for at legitimere overgreb mod politiske mindretal og for at kanalisere befolkningens vrede i en anden retning end dem selv. Dermed har konspirationsteorierne helt konkrete konsekvenser for den meningsdannelse, som finder sted og for de politiske beslutningsprocesser. Fælles for konspirationsteorierne er, at man ved at finde en forklaring, en sammensværgelse, kan personificere og dæmonisere det onde.

Når det gælder information og medier, er der desuden et alvorligt paradoks. Teknologien giver mulighed for at skaffe sig viden fra mange forskellige sider, men den giver også mulighed at vælge de medier, der forstærker ens opfattelse af "virkeligheden".