Er scientologi en lærdom eller en religiøs sekt ?
Inspireret af relationer i mit arbejdsliv har jeg besluttet at finde oplysninger om scientology, simpelthen finde ud af hvad de står for. Den nemmeste måde er at søge på google. Her er resultatetet af min lille undersøgelse:
RTC beskriver scientology "som en række grundlæggende love og sandheder om livet, herunder hvem vi er, hvad vi er i stand til og mest vigtigt, hvordan vi kan tænkes at realisere vore medfødte åndelige evner. Disse aksiomer udgør grundlaget for en omfattende samling af visdom, der finder anvendelse over for livet i sin helhed. Fra denne visdom er kommet et stort antal grundlæggende principper, som mennesker kan anvende til at forbedre deres umiddelbare liv, så vel som til at opnå åndelig udødelighed. Faktisk findes der ingen del af livet, der ikke kan blive forbedret gennem anvendelsen af principper i Scientologi."
Kristelig Dagblad har ligefrem lavet et tema om scientology, der er mange gode links, hvis man går længere ned på siden efter reklameblokken, bl.a. også links til Scientologys officielle hjemmeside.
Der er altid 2 sider af en sag, så der er også kritiske links:
The Fight against the church of scientology on the net
Kritisk information om scientology
Adfærdsprogrammering og kontrol i scientology
Tilman Hausherr
Det første jeg må spørge mig selv om er, om scientology er en lærdom, en religiøs sekt eller noget helt tredie.
Antages det, at scientology er en lærdom skulle man kunne ændre tingenes tilstand ved at følge de metoder, som beskrives i "håndbog i scientology". Bogen beskriver bestanddele i kommunikation, principper for opdragelse af glade børn, lovene for at forudse menneskers opførsel, effektivitet på arbejde, regler for succesfuldt ægteskab og meget andet, dette er områder hvor de fleste mennesker gerne vil have succes. Dette er scientologys praktiske anvendelsesmetoder.
Men scientology udnytter også menneskets søgen efter at finde en sandhed med livet og at tro på noget, altså en slags forbedring af den åndelige bevidsthed. Troen kan inddeles i troen på andre, sig selv og det absolutte.
At tro på andre er meget vigtigt. Vi mennesker bliver altid ramt hårdt, når troen på et andet menneske bliver ødelagt. Hvis vi bliver løjet overfor, forrådt af vores venner eller manipuleret med, får vores tillid et knæk. Derfor er det helt nødvendigt at tro på andre, samtidig med, at det er svært, for vi kan ikke undgå at blive skuffet eller misbrugt.
Troen på en selv er nødvendig og vigtig, for at vi kan vokse og udvikle os. Vi mennesker er i en slags indbyrdes konkurrence om at være de bedste, de dygtigste, de mest reproduktionsdygtige. Og derfor er vi nødt til at tro på os selv.
Den tredje slags tro, handler om at vi mangler en mening med det hele: Er vi smidt ud i verden uden nogen grund? Hvad er meningen med livet? Er der en mening med historien? Hvad sker der efter døden? Disse værdibaserede spørgsmål kan kun bliver besvaret af noget absolut f.eks. den personificerede Gud, åndernes verden, en transcendantal visdom eller andet. Som resultat af den individualisering mennesket har gennemgået indenfor de sidste 30-50 år er der sket en stor åbning henimod de forskellige former for spiritualitet og en nysgerrighed over for diverse traditioner - også dem, der ellers ligger langt fra vores samfund: Buddhismen, yoga eller naturreligioner. Samtidig føler folk sig ofte alene, har svært ved at tro på sig selv eller er holdt op med at tro på andre og den omkringliggende verden.
Scientology dækker lige præcis disse forskellige behov.
Måden at komme ind i Scientologi på, starter man gerne med en gratis personlighedstest enten via denne hjemmeside eller fordi man bliver stoppet på gaden af en scientolog. Testen består af 200 spørgsmål, der skal svares på med mulighederne: ja, nej, måske. Man svarer spørgsmålene, og et øjeblik efter tager scientologen resultatet ud af en computer. Nogle gange vil testen blive fortolket med det samme, eller også vil man råde dig til at konsultere en specialist.
Næste step er et kursus, hvor man har mulighed for at rette op på de "fejl", som var i den gratis personlighedstest. Når du har skrevet under på checken og fået bekræftelse på dit kursus, skal du nok forbi e-meter- og sikkerhedstesten. Dette er for at afgøre din identitet, du kunne jo være en marsmand, tyv eller en eller anden journalist eller det, der er værre, som blot er ude på at genere dem.
Min konklusion er, at scientology er både en lærdom, en religiøs sekt og en pengemaskine. Scientology benytter de praktiske værktøjer til at vække interessen hos mennesker som er interesseret i verden omkring sig, som er åbne for personlig udvikling, psykologi, kommunikation. Man starter i organisationen med en gratis personlighedstest, der fortæller at man har brug for hjælp. Man tilbyder derfra kurser, hvor man udnytter menneskets søgen efter en tro og mening med livet. Man manipulerer det enkelte medlem til at købe flere kurser. Formålet med organisationen er at lokke med lærdom, og derfra gennem manipulation at tjene penge på medlemmerne. Dette er min konklusion.
Jeg opfordrer til, at man finder sine egne links, bruger nogle af mine og derefter selv bedømmer denne organisation, hvorom der bliver brugt ord som hjernevask, sekt, pengemaskine, udnyttelse og manipulation.
<< Home